Absalon – Vordingborgs medgrundlægger

Afslutningen på den berømte strid og blodsudgydelserne om kongemagten mellem de tre rivaliserende kongeemner Svend, Knud og Valdemar i 1157, blev som bekendt den, at Valdemar (den Store) løb med tronen. Han var på daværende tidspunkt ca. 26 år gammel og allerede en erfaren magterobrer. En del af den baggage, der udrustede Valdemar til at tage tronen var et livslangt venskab med Absalon. De to var opvokset sammen i Fjenneslev ved Sorø på Hvidehøvdingen Asser Rigs gård umiddelbart ved siden af kirken. Her havde de fået en mands opdragelse, som på den tid var øvelse i kampfærdigheder og undervisning i datidens skriftsprog latin.

Kongen og biskoppen

Absalons latinkundskaber gjorde ham siden, som den første dansker, til teolog med en fin uddannelse fra Paris og Valdemar var med sine færdigheder som kriger og evner som diplomat allerede i en ung alder kørt i stilling som kongsemne. Et fremtidigt dreamteam kunne etableres, for i den tidlige middelalder var kongemagten intet uden et tæt og godt forhold til kirken. Målet med Valdemars opnåede kongemagt var således, ifølge krønikeskriveren Saxo:

”Da alt dette var bragt i orden (at han nu var enekonge) ville han indlede sin regering med en tapper militær indsats: Han ville skaffe fædrelandet oprejsning og sætte det på fode igen efter disse mange år, hvor sørøverne havde lemlæstet landet og forvandlet næsten en tredjedel af det til ødemark, og derfor begav han sig til Masnedø med landets flåde for at gå i krig mod venderne”.

Det officielle mål med togterne var omvendelse af de endnu hedenske vendere og Absalon derfor selvskrevet til at deltage. Absalon var i mellemtiden blevet biskop i Roskilde, men hans høje stilling i den kirkelige verden afholdte ham ikke fra, snarere tværtimod, at indgå i blodsudgydelserne, som i den forbindelse vist var uundgåelige. Kulminationen på disse var ifølge Saxo sejren på Arkona på Rügen, hvor statuen af vendernes gud Svantevit blev væltet og hugget til pindebrænde.

Træborgen

Byen Vordingborg eksisterede knap, da Valdemar og Absalon drog afsted herfra med deres flåder af mænd fra hele landet, det daværende svar på Den Danske Brigade. På toppen af en skrænt ovenfor noret og beskyttet af Oringehalvøen etablerede de en basecamp i form af en lille træborg. Træborgen har været temmelig utidssvarende blandt datidens øvrige borgbyggerier, der typisk blev opført i det mere modstandsdygtige materiale, sten. Måske skal vi ikke tillægge træborgens udformning og byggemateriale større betydning, blot huske på, at de havde valgt en ideel placering for anlæggelsen af en borg i forhold til deres mission, togterne over Østersøen.

Sognekirken Skt. Andreas og byen

Stenbyggeri i såvel natursten som munkesten vandt kraftigt indpas i Valdemars regeringsperiode, og også på Vordingborg. Blandt de første stenbyggerier var Skt. Andreaskirken, som Absalon ganske givet har aktier i, for der var stor tradition for kirkebyggeri i hans familie og det er slet ikke utænkeligt, at bygmesteren var den samme i Fjenneslev som i Vordingborg. Skt. Andreas som kirken blev viet til er desuden en ægte korstogshelgen og ham havde Absalon (og Valdemar) god grund til at ære på denne korstogsfeltstation. Kirken blev med al sandsynlighed ikke blot borgkirke eller – kapel, men sognekirke for en spirende befolkningsskare, som også blev begravet på kirkegården. Kirker fungerede i 1100-tallet og den øvrige middelalder som samlingspunkter i en grad vi ikke kender til i dag, fordi de bl.a. gav beskyttelse i ufredstider. Det samme kunne man sige om borgen og på den måde var kong Valdemar og biskop Absalon foregangsmændene i opbygningen af Vordingborg, kirken og byen.

Og ikke uden betydning bør afslutningsvist nævnes, at det var på Vordingborg, at biskop Absalon, der da var blevet ærkebiskop i Lund, i 1182 sagde farvel til sin ven Valdemar. Kongen døde i sin sygeseng på borgen og Absalon græd ifølge Saxo under hele begravelseshøjtideligheden.