Elgjægere

Jagten
En tidlig forårsmorgen for 12.000 år siden drager en gruppe jægere og hunde af sted på jagt. Det var ikke en helt almindelig jagttur de begav sig ud på. Byttedyret - elgen - var udpeget på forhånd. Den hørte til blandt de største dyr og skulle sikre bopladsen kød i lang tid fremover. Der var også andre fordele ved at jage elg, den var ikke helt så farlig som det andet store køddyr - uroksen og så var dens kød noget af det mest velsmagende. Målet for jægerne var en lille sø, som lå i et vildtrigt område fjernt fra bopladsen. Her havde de før med stort held nedlagt flere elge. Jægerne viste at det tidlige forår var et godt tidspunkt for elgjagt. Dyrene går tit i små flokke og søger på denne årstid igen, efter vinteren, hen til skovområder med søer, moser og sumpe.

Jagten starter tidligt næste morgen. Hundene som deltager er specielt udvalgte. De har før været med på elgjagt og ved derfor præcist hvad de skal gøre. Jægerne leder hundene ned til kanten af den store sø. De ved at i søerne vokser der planter, som elgene kan lide at spise og at der langs kanterne derfor er mange elgspor. Og der er masser af spor, helt nye. Hundene sendes af sted og afsøger hurtigt og effektivt terrænet. Efter et stykke tid lyder et enkelt hundebjæf, jægerne ved at en elg er blevet opsporet, og bevæger sig i retningen af lyden. Hundene gør kun en gang for ikke at skræmme dyret – en ung tyr – alt for meget. Deres opgave er nu at sætte elgen - få den til at stå stille - så jægerne kan komme på skudhold og nedlægge den. Elgen står helt stille i lang tid, den kan ikke forstå hundene. De bevæger sig stille og roligt rundt og udviser ikke nogen aggressiv adfærd. Men hundene ved præcis hvad de gør, ved ikke at skræmme elgen sørger de for, at jægerne har tid til at komme på skudhold. Efter et stykke tid bliver elgen alligevel urolig. Den sætter derfor instinktivt kurs mod den store sø, ned mod det lavvandede og sumpede morads som findes langs kanten, der ved den, at de fleste af dens naturlige fjender – ulven og bjørnen – har svært ved at følge den. Hundenes første forsøg på at sætte elgen er mislykket, men de indhenter den hurtigt og denne gang ”sætter” de den. Den ældste og mest erfarne hund ved nu præcis hvad den skal gøre. Elgen er stoppet i vandkanten og hundene begynder nu at knurre og give hals. I larmen hører den ikke jægerne som nærmer sig. Men vigtigst af alt bliver den stående, hele dens opmærksomhed er nu rettet mod hundene.

Nu er det op til jægerne at løse deres del af opgaven. De nærmer sig skråt fra venstre, med vinden imod sig, så elgen ikke har mulighed for at lugte dem. Drabet forgår hurtigt og effektivt, både hunde og jægere har prøvet det mange gange. I larmen fra hundene spændes langbuerne og pilene sendes af sted. Jægerne sigter efter de vitale dele - hjertet og lungerne. Pilene borer sig dybt ind i elgen, alle rammer med en enkelt undtagelse præcist hvor de skal. Der bliver ikke brug for spydet denne gang. Jægerne venter, elgen vakler, synker i knæ, vælter om på siden og udånder. Nu får hundene lov at buse på lige så meget som de har lyst til. De ”angriber” den nedlagte elg, bider den i strube og hals og får på den måde lov at fejre sejren.

Efter et stykke tid, når alt igen er blevet roligt, spændes hundene for elgen og sammen med jægerne trækker de den op ad den sumpede morads og de få hundrede meter hen til lejren. Med skarpe flinteknive parteres og skindlægges dyret. Hundene får lov at mæske sig med indmaden. Jægerne regner med at nedlægge flere dyr i de kommende dage og de gør sig derfor stor umage med, at få skåret så mange som muligt af knoglerne fra, for på den måde at nedbringe vægten på kødbyrderne. Knoglerne får dog ikke lov at gå til spilde. Mellemhåndsbenene, som er specielt gode til at lave redskaber af, tages fra, mens resten af knoglerne spaltes, så man kan gøre sig til gode med den velsmagende marv.

Efter måltidet slås hul i skulderbladene og deres kam hugges af. Herefter samles så mange som muligt af knoglerne sammen og lægges i en sæk. De bliver båret ned til den lille sø, som man har gjort så mange gange før, hvor de bliver givet tilbage til naturens genskabende kræfter.

Læs hele temaet (pdf) her >>