Middelalderen i tid og rum

Tiden

Den del af Danmarkshistorien, som vi kalder middelalderen, begynder i midten af 1000-årene, hvor vikingetiden ender. Hvis vi bevæger os længere sydpå i Europa, begynder middelalderen langt tidligere, nemlig ved romerrigets undergang i 476. Efterhånden som vi kommer dybere ind i materialet, vil vi opdage, at der også her i landet kan være grund til at betragte yngre jernalder som en direkte optakt til middelalderen. De tidlige tilløb til kongemagt og byddannelser, møntvæsen og handelskontakter kan vi allerede nu se i 700-årene. Men indtil videre holder vi fast i, at middelalderen begynder, hvor vikingetiden ender. Hvor slutter middelalderen så? Der er tradition for at betragte reformationen i 1536 som slutpunkt for middelalderen, men reformationen i Danmark, som betyder skifte fra katolsk til protestantisk kirke, er en lang proces, som indledes omkring 1520, og som varer længe. Eksempelvis får ganske mange klostre lov til at fungere på nedsat kraft helt frem til ca. 1560. Med runde tal kan man derfor sige, at middelalderen varer til midten af 1500-årene, hvor nyere tid eller renæssancen begynder.

Som en tommerfingerregel kan man betragte middelalderen som den katolske periode i Danmark. Mellem missionstiden og den lutherske protestantisme folder den katolske epoke sig ud med sin egen lange udviklingshistorie. Middelalderens ca. 500 år deles op på forskellige måder. Man kan f.eks. dele den politisk i kongerækkens regeringsperioder og tale om Valdemarernes tid, borgerkrigsperioden ca. 1250-1350 eller unionstiden fra ca. 1400. Eller man kan dele den op efter stilhistoriske kriterier: den romanske periode, den gotiske periode, renæssancen. Eller enkelt i tidlig middelalder, højmiddelalder og senmiddelalder. Alle disse opdelinger er vore opdelinger, som vi bruger for at skabe os selv overblik, men middelalderen kendte ikke disse epoker bortset fra kongernes regeringsperioder. Middelaldermennesket levede ganske som os i en nutid mellem fortid og fremtid.

Rummet

Det middelalderlige Danmark omfattede et kerneområde, bestående af Jylland, Fyn, Sjælland, Møn, Falster, Lolland, Skåne, Bornholm, Halland, Blekinge og tilhørende øer. I perioder omfattede riget væsentligt større landområder. Ved middelalderens begyndelse kan man tale om et Nordsøimperium (med England), i højmiddelalderen om et Østersøimperium (med Nordtyskland og Estland) og i senmiddelalderen om et nordisk imperium (Danmark, Norge og Sverige). Lovmæssigt var Danmark delt op i landskaber: Jylland og Fyn med Jyske Lov, Sjælland og Smålandene med Sjællandske Lov og Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm med Skånske Lov. Administrativt var landet opdelt i herreder og skipener, som militært hang sammen med hærenheder og skibsmandskaber. Kirkeligt var landet opdelt i bispedømmer og sogne allerede i 900-årene. Fra 1103 udgjorde Danmark et ærkestift med sæde i Lund. I middelalderen hørte Sjælland og Møn til Roskilde Stift, medens Lolland og Falster hørte til Odense Stift. Hvert stift var opdelt i provstier, og hvert provsti omfattede et antal sogne. Hvert sogn består af et eller flere ejerlav. Et ejerlav består af ejendomme med tilhørende jord, f.eks. i form af gårde eller en landsby.

Tekst: Palle Birk Hansen, fra bogen Middelalderens spor i Storstrøms Amt