b-Formidling

Tårnenes navne

De fleste af tårnene på Vordingborg har navn:
nogle meget romantiske, andre mere kontante.

Navnene på tårnene optræder ikke i de få middelalderlige dokumenter der omtaler Vordingborg, men de findes alle på Peder Jensen Resens stik fra slutningen af 1600-tallet. Navnene på borgens øvrige bygninger stammer enten fra Resens stik, eller de er opfundet af de arkæologer, som udgravede dem.

Gåsetårnet har navn efter guldgåsen i toppen. Nogle mener, at Ormetårnet måske har fået sit navn, fordi man har haft slanger (hugorme) i tårnets kælder, eller fordi der i dette hjørne af ruinen var mange stålorme. Endnu i dag ses en sjælden gang stålorme - og ofte firben, der soler sig på borgens mure. Det kan dog også skyldes tårnets specielle 8-kantede form.

Jomfrutårnet vil man umiddelbart knytte til en gammel, men endnu levende romantisk opfattelse af borge fyldt med skønjomfruer og riddere. Men betegnelsen ”jomfru-” blev i middelalderen ofte brugt om noget, der var småt. Måske har vi her et eksempel på det. Jomfrutårnet er borgens mindste tårn. Valdemarstårnets navn giver næsten sig selv - kongenavnet Valdemar er uløseligt knyttet til Vordingborg.

Møllebæktårnets navn er interessant, fordi det vidner om tilstedeværelsen af en mølle tæt ved borgen. Af afgiftsmæssige grunde var mølledrift forbeholdt kongen eller hans høvedsmænd. Møllerne lå derfor ofte tæt knyttet til kongens og adelens borge. Meget tyder på, at muligheden for mølledrift var næsten ligeså bestemmende for, hvor borgene blev bygget som stedets forsvarsstrategiske muligheder.

Taarne2
Resterne af Valdemarstårnet (t.v) og Vandtårnet (som hedder sådan, fordi det ligger ned til vandet).

 

Museerne.dk Slotsruinen 1 4760 Vordingborg Tlf.:+45 55 37 25 54
Skriv til Museerne