Absalon – Vordingborgs medgrundlægger

Afslutningen på den berømte strid og blodsudgydelserne om kongemagten mellem de tre rivaliserende kongeemner Svend, Knud og Valdemar i 1157, blev som bekendt den, at Valdemar (den Store) løb med tronen. Han var på daværende tidspunkt ca. 26 år gammel og allerede en erfaren magterobrer. En del af den bagage, der udrustede Valdemar til at tage tronen var et livslangt venskab med Absalon. De to var opvokset sammen i Fjenneslev ved Sorø på Hvidehøvdingen Asser Rigs gård umiddelbart ved siden af kirken. Her havde de fået en mands opdragelse, som på den tid var øvelse i kampfærdigheder og undervisning i datidens skriftsprog latin.

Kongen og biskoppen

Absalons latinkundskaber gjorde ham siden, som den første dansker, til teolog med en fin uddannelse fra Paris og Valdemar var med sine færdigheder som kriger og evner som diplomat allerede i en ung alder kørt i stilling som kongsemne. Et fremtidigt dreamteam kunne etableres, for i den tidlige middelalder var kongemagten intet uden et tæt og godt forhold til kirken. Målet med Valdemars opnåede kongemagt var således, ifølge krønikeskriveren Saxo:

”Da alt dette var bragt i orden (at han nu var enekonge) ville han indlede sin regering med en tapper militær indsats: Han ville skaffe fædrelandet oprejsning og sætte det på fode igen efter disse mange år, hvor sørøverne havde lemlæstet landet og forvandlet næsten en tredjedel af det til ødemark, og derfor begav han sig til Masnedø med landets flåde for at gå i krig mod venderne”.

Det officielle mål med togterne var omvendelse af de endnu hedenske vendere og Absalon derfor selvskrevet til at deltage. Absalon var i mellemtiden blevet biskop i Roskilde, men hans høje stilling i den kirkelige verden afholdte ham ikke fra, snarere tværtimod, at indgå i blodsudgydelserne, som i den forbindelse vist var uundgåelige. Kulminationen på disse var ifølge Saxo sejren på Arkona på Rügen, hvor statuen af vendernes gud Svantevit blev væltet og hugget til pindebrænde.

Læs mere