Da Vordingborg var Danmarks hovedstad

Danmark var dengang et såkaldt rejsekongedømme, hvor kongen måtte være i konstant bevægelse for at holde sammen på riget. Landet havde ingen regeringsby og hovedstaden var den borg, hvor kongen til enhver tid befandt sig på sin evige rejse.

Langt de fleste borge var adelens boliger. De var mere end blot fæstninger og fungerede også som datidens kulturcentre, hvor den nyeste mode blev vist frem ved store fester. Adelen var også velgørere for kunstnere og datidens videnskabsmænd.

I middelalderen blev Danmark integreret i Europa. Det var en brydningstid lig nutidens globalisering, som »moderniserede« Danmark på få generationer. Kristendommen kom til landet og skabte et nyt livssyn hos datidens danskere. Kirken blev en institution, som indførte skoler, mens klostrenes munke drev hospitaler.

Danmark blev en organiseret stat med retsvæsen, byerne voksede op, handelen florerede og pengevæsnet sat i system.

Universitetet opstod, og lærde danskere rejste ud i verden til de store europæiske universiteter. Også videnskaben tog de første spæde skridt, og de såkaldte alkymister var datidens videnskabsmænd. Nye opfindelser kom til landet, såsom vandmøllen, der kunne udføre 100 mands arbejde.

Gennem middelalderen var Vordingborg kongernes vigtigste rigsborg. Konger som Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag er tæt knyttet til borgen. Byen er sprængfyldt med historiske begivenheder og sagn om middelalderens konger, krigstogter, magt og styrke og ikke mindst fascinerende mennesker fra danmarkshistoriens mest mystiske og spændende periode.

Middelalderen knytter de fire fusionskommuner Langebæk, Præstø, Stege og Vordingborg sammen. Denne historiske kapital og middelalderkongernes borgruin gør Vordingborg til det naturlige valg for Danmarks Borgcenter.