Empiregården
Empiregården fra 1813 rummer kulturhistoriske samlinger af genstande og arkivalier fra Møn, Bogø, Nyord, Farø og Lindholm.
Empiregården - Møns Museum - åbnede i 1914. Museet fik til huse i Steges gamle præstegård. Først i 1958 flyttede museet ind i sine nuværende omgivelser; købmandsgården kaldet Empiregården. Gården blev opført af den velhavende købmand Krenchel, der på matriklen nedrev sin afdøde svigerfars kun 30 år gamle købmandsgård for at få plads til helt moderne forhold.
Optakten til oprettelsen af Møns Museum fandt sted, da en gruppe mønboer begyndte at indsamle genstande til en Kulturhistorisk udstilling på Hotel Skandinavien i Stege i 1902. Her blev det klart, at der på Møn var mange interessante genstande, der fortalte om tidligere tider.
I 1913 oprettede fremtrædende mønske mænd en komité til oprettelse af et "mønsk musæum". Kort tid efter kunne man i avisen læse om de første indleverede genstande. Heriblandt var en ca. 4000 år gammel urne, skænket af Theodor Andersen, Budsene, samt 18 skydeplader skænket af Stege Byråd.
Empiregården rummer i dag genstande fra forhistorisk tid til idag.