Tilgængelighed

Danmarks Borgcenter har stort fokus på tilgængelighed. Kørestolsbrugere kan frit bevæge sig rundt i udstillingshuset, butik og restaurant. Udstillingshusets to etager er forbundet med en lift. 

På borgruinen er der anlagt grusstier, der gør det lettere at komme rundt på den fredede borgruin. Vi arbejder løbende på at forbedre tilgængeligheden på hele borgruinen. For kørestolsbrugere og dårligt gående kan det være vanskeligt at komme op på borgruinen fra Havnevej, vi anbefaler at man bruger indgangen til borgcentret ved Slotstorvet. Vi har desværre ikke haft mulighed for at installere lift i Gåsetårnet.

Der er handicapparkeringspladser på Færgegårdsvej tæt ved Slotstorvet. 


Handicaptoilet
Der er handicaptoilet på Danmarks Borgcenter. Der er offentlig adgang til toiletterne på Danmarks Borgcenter. Toilettet findes bag ved billetsalget ved indgangen.


For synshæmmede
Nøglen til udstillingen er borgcentrets iPad guide, som alle besøgende får i hånden, når de køber billet. Guidens skærm viser forklarende animationer og film, som vælges ud for hver genstand, og her læses alle tekster op. Da filmene startes op ved at bruge en specifik kode ud for hver genstand, anbefaler vi, at man tager en ledsager med, som kan starte historierne op. 

I udstillingen er belysningen dæmpet af hensyn til bevaringen af genstandene. Det anbefales, at have en ledsager eller førerstok med rundt i udstillingen.

Førerhunde er velkomne i udstillingen. Hunden skal være under fuld kontrol af brugeren, så hunden ikke på eget initiativ forsøger at tilnærme sig de øvrige gæster eller udviser voldsom adfærd.


For hørehæmmede
Nøglen til udstillingen er borgcenterets iPad guide, som alle besøgende får i hånden, når de køber billet. Guidens skærm viser forklarende animationer og film, som vælges ud for hver genstand. Hvis man vælger den tyske eller engelske version, er filmene tekstede, hvilket giver mulighed for at følge med i teksten.

Der er også mulighed for at købe et udstillingskatalog til at tage med rundt i udstillingen og uden for på borgruinen. I udstillingskataloget findes meget af iPad guidens indhold på tryk.


Ledsageordning
Handicappede der kan fremvise et ledsager kort fra Danske Handicaporganisationer, kan få en ledsager gratis ind. Kortet skal fremvises ved indgangen.