Ny udstilling i 2018 | Danmarks Borgcenter

Ny udstilling i 2018

GAME CHANGERS

Fra bøjlen til bomben - 4 opfindelser der ændrede vores verden



I 2018 smider Danmarks Borgcenter fire jokere på bordet i spillet om magtbalancen i de sidste 1000 år. I en helt nye udstillingen - Game Changers - kan du møde fire tekniske innovationer, der afgørende har ændret vores verden fra middelalderen og helt frem til i dag.


 

Balancekunst!
Det handler om militære innovationer, trusler og vores måde at imødegå dem på, når Danmarks Borgcenter i 2018 lancerer et helt nyt afsnit til museets udstilling om Borge Konger og Magt. Den nye udstilling – Game Changers – tager udgangspunkt i fire af de vigtigste militære opfindelser fra middelalderen og helt frem til verden, som vi kender den i dag. Udstillingen fortæller om, hvordan opfindelserne har rokket ved magtbalancen og været med til at holde liv i et våbenkapløb i vores konstante stræben på at kunne forsvare os med militære midler.

I stigbøjlen
Det er måske de færreste, der forbinder den første opfindelse i Game Changers med noget militært, men stigbøjlen betød faktisk en militær revolution, da den for alvor blev udbredt i 1100-tallet, fordi den gav en rytterhær en langt større rækkevidde og slagkraft. Stigbøjlen forrykkede ved magtbalancen og gjorde det nødvendigt at tænke i nye måder at beskytte sig mod den nye trussel – eller at kunne udnytte den nye trussel. Én af måderne var at bygge borge til beskyttelse mod overfald fra rytterhære.

Hvad er der at være bange for?
Tilsvarende har de tre andre innovationer rykket afgørende ved, hvem man kan true, og hvordan man beskytter sig. Gennem stærke symbolgenstande i et helt nyt udstillingsdesign med digitale tekster billeder og film kan man komme helt tæt på de fire opfindelser og se hvilke lange perspektiver, som de har trukket i vores måde at indrette vores samfund på. For helt grundlæggende er spillet stadig det samme i vores verden i dag som det var i middelalderen; det handler om magt og sikkerhed, men med tiden er der kommet nye regler og nye kort med i spillet. Det handler altså også om din og min sikkerhed – og magt.


 

Udstillingerne Game Changers og Borge, Konger og Magt åbner på Danmarks Borgcenter i påsken 2018.