Borgens historie | Danmarks Borgcenter

Borgens historie

Det første Vordingborg blev bygget af Valdemar den Store i 1160’erne. Det var en mindre træborg, der blev brugt som base for korstogene i Nordtyskland. Træborgen gav startskuddet til mange års borgbyggeri i Vordingborg. Byggeriet på Vordingborg kulminerende i 1360’erne, da Valdemar Atterdag opførte Gåsetårnet og udbyggede Vordingborg til sin største udbredelse. Gåsetårnet blev bygget i 1360’erne og det er i dag ikke alene den eneste fuldt bevarede bygning på borgen, men også Danmarks eneste fuldt bevarede fæstningstårn fra middelalderen. Tårnet er 36 meter højt, hvis man tæller gåsen og spiret med.

Vordingborg voldgrav, borgruin og gåsetårn

Vordingborg er Danmarks største kongeborg fra middelalderen, en gigantisk fæstning og kongebolig. Da borgen var størst havde den hele ni store tårne, 12 halvtårne, voldgrave og en 770 meter lang ringmur. Fordi kongen ofte tog ophold på borgen i Vordingborg, er nogle af de vigtigste kapitler i danmarkshistorien blevet skrevet her, det gælder blandt andet Jyske Lov som blev underskrevet af Valdemar Sejr under et rigsmøde på Vordingborg 10. marts 1241.

I middelalderen blev der bygget borge overalt i Europa; i Danmark alene blev der bygget mere end 1000 - måske tæt på 2000 - borge. Middelalderen var en tid med voldsomme magtkampe, og i lange perioder var Danmark præget af blodige krige og borgerkrige. Kongerne byggede borge både for at forsvare landet mod udenlandske fjender, men også som forsvar mod indenlandske fjender eller for at manifestere sig i et bestemt område. Borgene var meget dyre at opføre og derfor var de også et symbol på magt og rigdom. I dag er de fleste danske borge desværre forsvundet eller forvandlet til ruiner, men går man på jagt efter sporene af de gamle borge, så kan man stadig finde i massevis af ruiner og andre rester rundt om i landet. Du kan finde mange af dem på vores app '100 borge'.

Vordingborg var blot ét af mange store borganlæg i Danmark, men borgen lå strategisk godt for varetagelsen af danske interesser i østersøområdet, hvorfor den i lange perioder fungerede som kongernes vigtigste magtcentrum. Vordingborg havde både militær og politisk betydning gennem hele middelalderen, men i løbet af 1500- og 1600-tallet mistede borgen sin militære betydning, og man begyndte så småt at tilpasse den renæssancens smag for haveanlæg og skønne huse.

Efter Enevældens indførelse i 1660 blev Vordingborg givet som arvelen til Frederik III's søn prins Jørgen. Den gamle borg blev revet ned og prinsens nye, elegante barokpalæ stod færdigt i 1673. Prins Jørgen blev imidlertid gift med den engelske prinsesse Anne, der blev engelsk dronning i 1702, hvorefter han boede fast i England til sin død i 1708. Derefter blev Vordingborg forlægning for rytterdistriktetet. I 1750’erne blev slottet revet ned igen.

Til sidst var det kun Gåsetårnet, der stod intakt tilbage. Tårnet overlevede, fordi det i flere hundrede år havde været brugt som fængsel.

I 1808 blev tårnet fredet som det første fortidsminde i Danmark og lige siden har det været en af Danmarks bedst kendte turistattraktioner.

De første udgravninger på borgen skete i 1889. Siden har der løbende været udgravninger, som hver gang føjer et nyt kapitel til borgens historie.

For cirka 100 år siden blev det første museum grundlagt på borgen. Siden 2005 har vi arbejdet med at etablere Danmarks Borgcenter. Et forsknings-og oplevelsescenter placeret på nøjagtigt samme sted, hvor det første museum blev grundlagt.

Udstillingsbygningen

Den nye udstillingsbygning er bygget af arkitektfirmaet Lundgaard og Tranberg Arkitekter. Størstedelen af det 1200m2 store udstillingshus ligger skjult under jorden og den kompakte og lukkede boks signalerer ikke bygning, men i stedet knytter form og materialevalg sig til stedets ruinkarakter. Udstillingshuset er udvendigt beklædt med Corten-stål. Stålet har den egenskab, at det på overfladen danner et beskyttende lag rust, der giver stålet en smuk rustrød farve. Farver og konstruktion betyder, at den nye bygning spiller nøje sammen med Gåsetårnet og understreger borgruinens karakter. Indvendigt er bygningen støbt i beton, der skaber en rå og imponerende ramme om de udstillede genstande fra middelalderen.

Det var en enig jury der fandt at forslaget fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter som helhed var det rigtige valg. Den diskrete bygningen på borgterrænet danner en funktionel, spændende og smuk ramme for Danmarks Borgcenter og den nye udstilling.

Voldgrave
I forbindelse med realiseringen af Danmarks Borgcenter blev de gamle voldgrave fra 1360'erne reetableret. Målet var at tilbageføre terrænniveauer og voldgrave til en mere oprindelig form. Reetablering af voldgravsanlægget giver en markant effekt for oplevelsen af borgen.

Borg og landskab
Borgruinen er et fredet fortidsminde. Det betyder, at der er mange restriktioner for hvad man kan give sig i kast med. Fra begyndelsen har vi samarbejdet tæt med Kulturstyrelsen for at finde frem til de helt rigtige løsninger, der både tilgodeså Borgcentrets ønsker og overholdt alle regler og hensyn, der bør tages på et fredet fortidsminde. Terrænnet er ført tilbage til "oprindelige" koter. Dvs. at terrænnet er blevet reguleret, nogle træer er blevet fjernet og flere dele af ruinen er blevet synliggjort og kan nu formidles. Derudover er der blevet opsat installationer der "fremkalder" de bygninger der i dag er væk. Derved skabes en illusion af hvad der var her engang - en fortælling, publikum kan forholde sig til.